I artiklen påpeges den stigende variation i praktiserende lægers interesser og ydelser, og dermed tendensen til en øget specialisering. Kombinationen af, på den ene side en voldsom kundskabs- og teknologisk eksplosion i lægevidenskaben, og på den anden side almen praksis' forestilling om omnipotens, om at skulle kunne det hele, sætter almen medicinen i et dilemma. I forhold til dette dilemma diskuteres to mulige løsningsmodeller, 1) den patientcentrerede klinik og 2) begrænsning af det medicinske handlingsfelt.Det er sandsynligt, at den organisatoriske udvikling i almen praksis gennem en årrække har medført en forringelse af det, som ofte fremhæves som kernen i almen medicinen og som grundlæggende for fagets virke, nemlig det personlige, primære og kontinuerte forhold mellem læge og patient. Almen praksis er måske på vej til at sætte sig mellem flere stole.For den enkelte læge kan det betyde et større forventningspres.Der opfordres til en forskningsmæssig belysning af spørgsmål som: hvordan arbejder praktiserende læger? hvilken indflydelse har organisationen af almen praksis på arbejdet? hvordan vurderer patienterne de praktiserende lægers arbejde?
Udgivelsesdato: 1996