En rejse fra underen til viden

Anne Holm, som er lektor ved Center for Almen Medicin, fortæller her om, hvordan forskningsprojekter tager form, og de trin, der leder op til ny forskning i hendes verden.

”Ofte opstår et nyt projekt ud af en undren. Jeg begynder at spekulere: Er der virkelig ingen, der har undersøgt dette før? Eller er det virkelig sådan, vi håndterer tingene i sundhedsvæsnet? Denne undren kan opstå både i klinikken, når jeg er direkte involveret i patientbehandling, og når jeg dykker ned i et videnskabeligt område og pludselig støder på en artikel, der afslutter med at undre sig over en sammenhæng og efterlyser mere forskning, som stadig ikke er blevet udført.

I sådanne øjeblikke er det vigtigt at gribe chancen og starte et studie, der kan kaste lys over problemstillingen. Det er selvfølgelig også afgørende, at den pågældende undren passer ind i rammerne for et fondsopslag. Selvom jeg normalt skriver mine idéer ned i et lille idé-katalog, kan det føles som om, at de mister pusten efter et stykke tid. Energien er mest intens lige i øjeblikket, hvor idéen opstår.

Et konkret forskningsprojekt: ”Antidepressiva til demente”

”Under en ansættelse på en gerontopsykiatrisk afdeling blev jeg overrasket over, hvor mange ældre patienter med demens der fik medicin. Selvom jeg anerkendte behovet for at håndtere deres komplekse problemstillinger, kunne jeg ikke lade være med at overveje, om der fandtes bedre tilgange end medicinering. Da jeg senere vendte tilbage for at gennemgå data fra min egen uddannelsespraksis, opdagede jeg, at der næsten ikke blev ordineret antipsykotiske lægemidler, men der var en del, der fik antidepressiva.

Det fik mig til at spekulere, og jeg fandt en artikel om geografisk variation i udskrivningen af psykofarmaka til demens.

Artiklen konkluderede, at der var en uforklarlig forskel i udskrivningsmønstrene på tværs af regioner. Interessant nok gemte der sig i diskussionen en lille oplysning om, at der muligvis blev udskrevet meget lidt psykofarmaka i Region Midtjylland på grund af en bestemt gerontopsykiater, som havde modsat sig psykofarmaka til ældre med demens i årevis. Det fik mig til at tænke: Kan en enkelt person virkelig gøre så stor en forskel? Det vækkede min nysgerrighed og energi, og jeg begyndte at spekulere over, hvad der driver udskrivningen af psykofarmaka til ældre med demens, og om vi kan gøre det anderledes og bedre i almen praksis”.

At gå fra ide til forskning!

”Det hårde arbejde begynder virkelig nu. Heldigvis var der et opslag fra Velux Fonden, som jeg tidligere havde haft held med at få til et andet projekt. Først undersøgte jeg forskellige muligheder for et tværsektorielt projekt med gerontopsykiatrien, men jeg følte ikke rigtig, at jeg blev taget seriøst, så jeg lagde idéen på hylden igen. Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med en kombination af kvalitative og kvantitative metoder og gerne udføre en klyngerandomiseret afprøvning af en kvalitetsintervention”.

At sætte det rette hold betyder alt!

”Gritt Overbeck er superdygtig til at udføre det kvalitative arbejde omkring sådan en intervention, så hun var et naturligt valg. Jeg talte med Susanne Reventlow, og hun nævnte Maarten, som jeg ikke kendte fagligt på det tidspunkt.Han ville heldigvis også gerne samarbejde og blev tilføjet til gruppen som gerontopsykiater og kvantitativ ekspert. Med et godt hold var det nemt at formulere projektet og sende en ansøgning afsted.

Det er ikke altid lige let at få en idé lavet til et projekt når det kommer til protokol, hold og finansiering. Jeg har dog lært, at det handler om at tro på idéen, være vedholdende og ikke give op. Jeg udnyttede mine netværk og søgte råd og vejledning fra kolleger og eksperter på området. At have en god idé og et dedikeret og kompetent hold omkring sig er afgørende, og når man først har en solid projektplan og en stærk ansøgning, er det bare med at krydse fingre og håbe på det bedste. Det var en lettelse, da bevillingen endelig kom igennem, og derefter gik det for alvor i gang.

Jeg havde vejledt Pernille, da hun var kandidatstuderende, og jeg var overbevist om, at hun ville være den perfekte kandidat til projektet. Det var dog et projekt med et frit opslag, så jeg opfordrede hende til at søge. I konkurrence med andre dygtige ansøgere endte hun med at få stillingen, hvilket var en sejr i sig selv. Det var fantastisk at se, hvordan hendes talent og engagement gjorde hende til det oplagte valg til projektet”.

Man kan gøre en forskel

”På lang sigt er den største tilfredsstillelse at opleve de mennesker og eksperter, der bliver uddannet og formet gennem projekterne. Jeg er simpelthen så stolt af Pernille og andre, som jeg har vejledt, når de fortsætter med alle mulige gode projekter, der bygger videre på deres viden. Det minder mig om betydningen af at inspirere og støtte andre, ligesom psykiateren i Århus gjorde det, og hvordan enkeltpersoners handlinger virkelig kan gøre en forskel i verden”.

Emner