Efter årtiers tilbagegang er antallet af nye tuberkulose (tb)-tilfælde stigende [1]. Til stor bekymring er andelen med resistens også stigende [1, 2]. Det er problematisk, fordi resistent tb er forbundet med færre behandlingsmuligheder, højere dødelighed og dårligere udfald for patienterne sammenlignet med antibiotikafølsom tb [3]. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) inddeler resistent tb i isoniazidmonoresistent, rifampicinresistent (RR-TB), multiresistent (MDR-TB), præekstensivt resistent (præ-XDR-TB) og ekstensivt resistent (XDR-TB) (Tabel 1) [1]. I 2022 så vi også det hidtil højeste antal MDR-TB-tilfælde i Danmark [4]. Resistensudviklingen drives af en række faktorer. I områder med høj forekomst af resistent tb ses der i stigende grad smitteoverførsel af resistente stammer mellem patienter. I mange tilfælde er en af vigtigste faktorer dog nedsat komplians hos den enkelte patient, der kan medføre erhvervet resistens [5]. Heldigvis er der for nylig sket et stort gennembrud i behandlingen af især MDR- og XDR-TB i form af et oralt regime bestående af nye nøglestoffer, som gives i et kortere tidsrum [6]. Forekomsten af MDR/XDR-TB er dog forsat bekymrende for den globale sundhed, bl.a. pga. højere behandlingsomkostninger, lavere tilgængelighed af de nye nøglestoffer, manglende mulighed for resistensbestemmelse og, muligvis mest bekymrende, resistensudvikling over for de nye nøglestoffer [7-9]. I denne artikel beskrives definitioner, global epidemiologi, udfordringer og behandlingsfremskridt for resistent tb.