I løbet af vinteren 2019/2020 spredte COVID-19 - en influenza-lignende sygdom forårsaget af SARS-CoV-2-virus - over hele verden. Den 11. marts erklærede WHO, at der var tale om en pandemi, og over hele kloden indsatte mange lande drastiske foranstaltninger for at kontrollere udbruddet. I Danmark blev en statslig nedlukning annonceret, og der blev indført social-distanceringsforanstaltninger. Pandemien og de indførte foranstaltninger havde vidtrækkende konsekvenser på mange niveauer.
Denne artikel ser på potentielle eksistentielle konsekvenser med hensyn til vores kroppe. Med udgangspunkt i en række forskellige filosofiske forestillinger om kroppen (bl.a. Descartes, Merleau-Ponty, posthumanisme og Foucault) reflekterer artiklen over, hvordan koronakrisen har både understreget vores kropslige og biologiske afhængighed af verden, og givet os et ønske om at afgrænse, kontrollere og afbryde disse forbindelser. Med koronakrisen ser vi en modreaktion på tendenser i immunologi og mikrobiomforskning hvor man har tænkt på kroppe som åbne kolonier. Krisen og de sanitære foranstaltninger genindfører forsøg på at adskille og holde kroppe rene og uforurenede og understreger beskyttelsens rolle (beskyttelsesudstyr og beskyttende / forsigtig opførsel), svarende til samtaler om HIV og sikrere sex-praksis.
Artiklen afsluttes med at overveje hvorfor disse filosofiske synspunkter på kroppen kan være relevante for medicin, og hvorfor virkningerne af koronakrisen på vores kropsopfattelse betyder noget i en bredere sammenhæng.