http://www.hio.no/Enheter/Senter-for-profesjonsstudier-SPS/Publikasjoner/SPS-kronikken En dominant konstruktion af teori-praksis sammenhæng Det er formuleret som en grundsten i alle uddannelsesplaner og beskrivelser af skoleviden og klinisk viden at teori og praksis hænger sammen, at de er af samme eller lignende slags. Det er ofte formuleret i termer af ”for stor afstand mellem teori og praksis ”, at der skal ”bygges bro mellem teori og praksis ”, det beskrives også som at ”der er en Professor Kristian Larsen har skrevet SPS-kronikken #2 2011. kløft ”, ”et gab ” eller som en del af disse forhold at studerende oplever at nogle fag er ”luftfag ”, at de oplever et ”kompetancegap ” mellem uddannelse og kravene i arbejdslivet eller slutteligt at studerende oplever et ”praksis – eller virkelighedschok ” når de kommer fra skoleverdenen til praksissammenhæng. Fra praksissiden kræves det af og til at ”oplæringen skal ligne hinanden ”, at skolen skal ”give ” hvad praksis ”efterspørger ”. Cementeret i arbejdsdeling, institutioner, curriculum og sprog Den konstruktion er stærk og den er også virksom i de fleste lærere og studerendes hoveder, den er virksom i SPS konstruktioner af empiriske spørgsmål som indgår i StudData mv., samt de fleste rapporter fra SPS. Den konstruktion ligger ligeledes i de politisk administrative beskrivelser som formidles af NOKUT og af undervisningsministerier i den vestlige verden. At teori kan og skal kunne anvendes og implementeres i praksis, og at praktikerens handlen grundlæggende er produkt af kognitive processer, refleksion (med reference til skoleviden – teori/evidens) er desuden en slags overgribende virkelighedskonstruktion som ledsager oplysningstiden. Den får ekstra backup aktuelt gennem ambitioner om at praksis skal være ”videnskabsbaseret ”, ”evidensbaseret ” eller som et minimum baseret på ”best practice ”. Denne teori-praksistænkning er også virksom som social og institutionel arbejdsdeling (forskere producerer viden, lærere formidler viden og praktikere implementerer viden – kliniske vejledere er hjælpere i denne proces at studerende hjælpes til at bygge bro mellem skoleviden og praksisviden) og den er virksom i tilrettelæggelse af uddannelse /curriculumplaner (først tilegne teori via lærebøger og undervisning på skolen og dernæst anvendelse/implementering i praksis). Desuden ser vi også i helt hverdagslige begreber hvordan magt og hierarki (center/periferi) knytter sig til at studerende skal ”op i teori” eller ”op til eksamen” mens de dernæst skal ”ud i praksis og prøve teorierne af”. Denne teori-praksis kontinuitetstænkning hvor konsensus er helt central og magtbegreber og diskrepans er fraværende – er selvfølgelig, selvklar, ’realistisk’, naturaliseret – som den luft vi trækker vejret igennem – og netop i denne egenskab er den ganske magtfuld og dominant. Men det er en konstruktion som kan og skal diskuteres og problematiseres. Et brud med denne tænkning Min erfaring med begrebet teori er, at det ligesom ”kultur” ikke siger noget! Indenfor sygeplejen dækker teori mindst seks forskellige fænomener; deskriptiv teori (teori OM et fænomen), normativ teori (teori/praksisviden FOR et område), utopier (idealistiske forestillinger), fysisk lokalitet (det der sker på skole), abstrakt-komplekst (noget som er svært forståeligt) eller tekstlig materiale (maskinskrift/computertekst) (Larsen 1994). Teori er desuden en kritisk og kættersk ledsager som provokerer og udfordrer hævdvundne opfattelser af tingenes tilstand – herunder af ’erfaringer’ og ’praksisviden’. Men det, som praktiker (lærer, læge, sygeplejerske, fysioterapeut, socialarbejder), at være virksom i en klinisk praksis indenfor et område (sundhed, pædagogisk, sociale mv.) er ikke, og kan aldrig grundlæggende være en applikation af teori, af regelviden, af evidens mv. Der er intet gab mellem teori og praksis – de er forskellige! Teori indenfor professionerne udgøres overvejende af deskriptive teorier OM et fænomen, og af normative (anvisende FOR) teorier. De normative tænkes at være direkte instruks for handlen. Hvis vi ser på de deskriptive teorier udgør de et intellektuelt redskab, der stilles til rådighed for praktikeren rettet mod at manipulere virkeligheden i tanken. Det vil sige de udgør en tankemodel, en forenkling, en reduktion, et per-spektiv (gennem hvilket vi ser). Teori er som sådan abstraktioner over et fænomen, en slags anden hånds tilgang og den er aldrig forudsætningsløs. Praksis er af en anden art, anden type og beskaffenhed end det som teori ofte konstrueres som. Der kan som sådan ikke være tale om et gab! Med inspiration fra Bourdieus praktikteori (1977) og Donald Schöns praksisepistemologi (1983) og empiriske studier inspireret af disse, kan man sige at praksis altid og allerede er situeret på nogle præmisser som involverer magt-viden, økonomi, politik mv. Praksis er desuden kompleks, unik og sammensat og det er sjældent der er entydighed mellem mål og midler i det kliniske arbejde. Praktikeren må altid gøre et stykke arbejde, selv når han/hun implementerer ’teori i praksis ’ eller arbejder baseret på ’evidens ’. Og dette arbejde – denne konvertering af kundskabsformer - undslipper (heldigvis) en type af evidens og abstrakte regler. Jeg romantiserer ikke praksisarbejde, men konstaterer blot at alt ville gå i stå, hvis evidens skulle være den eneste valide videnskilde og til og med den grundlæggende. Praktik involverer værdikonflikt, den involverer handletvang (den er ireversibel), den involverer en tids- og rumlig dimension og rytme (krop/materialitet, fortid, nutid og fremtid er nærværende hele tiden). Men praksis er ikke helt tilfældig og astruktureret, den følger en logik, den er strategisk, rettet og også kreativ – improviserende. Ydmyghed om hvad teori og praksis er I stedet for disse kontinuitetskonstruktioner om teori-praktik, kunne man på universitet, højskole og arbejdsliv, træne lærere og studerende i at teori er redskab til at tænke gennem, til at forstå dimensioner af det sociale eller naturlige. Teori kommer af at betragte. Det er et per-spektiv dvs. gennem hvilket vi ser – et træk - udsnit - momenter af hvad samfund, profession, sundhed/sygdom, krop, anatomi/fysiologi, smerte er. Den teori er en midlertidig konstruktion. Videnskabshistorien viser os, at en hver viden fx om kroppen løbende udfordres og brydes med andre typer kundskab – som selv står for fald. Når et menneske er uforløst, trist og afmægtig i forbindelse med alvorlig sygdom – kan vi måske tillade os at beskrive og fortolke dette træk som del af en krise. Her kan vi med fordel anvende Johan Cullbergs kriseteori. Men, patienten ER ikke i krise. Patienten ER ikke i chokfasen, reaktionsfasen. Heller ikke selv om patienten selv siger det.. Men vi kan forstå hans væremåde og adfærd lidt bedre gennem Culbergs kriseteori. Culberg teori hjælper os til at forstå mønstre i hvordan mennesker agerer, når fx alvorlig sygdom er et vilkår. Der kan blive næsten et-til-et relation mellem patientens væremåde og Cullbergs kriseteori – men stadigvæk er Culbergs teori et tænkeredskab som hjælper til at se-høre-mærke – og den teori vil til stadighed modificeres, omdefineres og måske om-brydes helt. Dette at teorien (begrebet) løbende modificeres er også i dialog med det som den søger at sige noget om (virkeligheden) – De konstituerer inden for visse grænser hinanden. Teorier kan på et vist niveau og under visse betingelser skabe sit fænomen. Men analytisk og en undervisningssituation er det vigtigt at de studerende lærer at teori er intellektuelle-begrebslige konstruktioner som er abstraktioner, forenklinger, midlertidige. Hvad kan man gøre? Lærere og studerende, men også bureaukrater og forskere, må i det mindste lære at modificere de værste og grove udlægninger som siger at praksis er en applikation af teori; at der skal eller kan være en et-til-et relation mellem skoleviden og praksisviden; at der er gab mellem teori og praksis osv. Det kunne være et ideal at man gjorde en dyd af hvad skole (schole er egentlig fritid fra håndens arbejde) er for en størrelse. Det kunne formuleres tydeligt for de studerende i hver start af en undervisningslektion: ”Nu i dag, skal vi høre om en af flere konkurrerende måder man kan tænke om mennesket og dets reaktioner på alvorlig sygdom! Det er en abstraktion, en model/kortlægning som Culberg har udarbejdet. Ud fra hans arbejde fremgik der nogle mønstre i måder mennesker reagerede på. Han forenklede dem og opdelte i fire (chokfasen, reaktionsfasen..). Ved undervisningens slutning kunne underviseren sige: ”Tænk på hvilken luksus vi har med at nogle arbejder med at beskrive og forstå noget så kompliceret og infinite (aldrig afsluttet) som menneskers reaktionsmåder og kroppens måde at virke på! Er det ikke nogle spændende bidrag til hvordan i ellers og umiddelbart ville have tænkt disse forhold? – i har fået en mer-viden, som måske også er en bedre-viden? Sådan ser vi på reaktioner og funktioner i dag, og ud fra de teorier.. Men pas på når i skal ud i arbejdslivet, vores de-konstruktion og teoretisering siger ikke alt om alt – så vær forsigtig ”. I arbejdslivet skulle praktikvejledere, undervisere og klinikere ligeledes gøre de studerende opmærksom på virkelighedens kompleksitet i hospitalsafdelingen, patienten der reagerer på alvorlig sygdom, kroppens måder at fungere på osv. Måske alt dette kunne bidrage til, at der IKKE blev produceret praksischock – for alle ville vide at en ting er skole og teori, noget andet (og mere) er praksis! PS Dette er utopi. Ingen ønsker at udfordre konstruktionen af teori-praksis, fordi den udgør en dimension af det fælles socialt fortrængte, som sociologisk set, ikke skal udfordres. Lægernes samfundsmæssige legitimitet og prestige er i høj grad baseret på forestillingen om, at der ligger teori og evidens bag hver lille håndbevægelse! Men videnskabs eneste legitimitet er at være kætter til en hver doxa - det selvklare. [Skrevet av professor Kristian Larsen, SU, HiO]